TAGE ANDERSEN
Den 6. marts 1956 stod der en spændende efterlysning i Familie Journalen: SM4 EFTERSØGES. Denne flyvende tallerken er forsvundet - og er sidst set observeret på vej mod Sydamerika i svimlende fart. Ombord er Willy, Jonna og Onkel Hans. Og tegningen af denne SM 4 var kuglerund. Garvede Willy fans gned øjnene en ekstra gang: Willy på eventyr. Læste man rigtig. Var det muligt at gode gamle Willy vendte tilbage. Vi måtte væbne os med tålmodighed til næste tirsdag, mens man glædede sig om end med frygt for at det var en fejltagelse. En trykfejl. Men det var det ikke. I nummer 11, 13. marts 1956, var Willy på eventyr genopstået, parat til nye eventyr. Og tegnerens streg var til forveksling som Walter Booths tegninger af Willy. Men modsat tidligere var serien kun trykt på en halv side. Ovenover Willy var Bamse og Dukke Lise, som Harry Nielsen nu tegnede, og gjorde indtil 1980 hvor han var 80 år.

Men hvem var tegneren der kunne genskabe Willy på eventyr med en sådan lighed med den gamle serie fra 20erne? Desværre er det meget sjældent avisstrips eller tegneserier i ugeblade har angivelser af forfatter og tegner, herhjemme. Mit indtryk bliver, at udeladelsen skyldes at de betragter tegneserier som et nødvendigt onde, der nu en gang hører med i en avis eller ugeblad, men så heller ikke mere. Heller ikke her var der nogen oplysninger om dette. Nåh ja, nede i sidste billede i højre side, stod der Andy. Men hvem var han - ? Amerikaner? Men begejstringen var så stor, over at Willy var dukket op, at vi ikke tænkte mere over hvem der tegnede serien. Det var et spændende afsnit om et glemt Maya-folk, hvor der var frit slag for fantasien og spændingen. Afsnittet kørte over 13 uger, og fortsatte herefter uge efter uge indtil serien sluttede i 1977.

Der gik mange år, inden læserne anede, at der bag dette kunstnernavn var en dansk tegner: Tage Andersen. Han er født i Skjødstrup på Mols, og lysten til at tegne har fulgt ham siden hans barndom. Især tegnede han træer, svampe, land- og vandskaber, der senere skulle blive spændende bestanddele i Willy, som mareridts landskaber på fjerne kloder. Efter 2nden verdenskrig, da grænserne igen blev åbne og verdenen føltes ny, tog Tage Andersen på langfart. Han blev bartender på Øks Fiona i 5 år. Men det blev ikke bartenderiet alene. Tegnelysten blomstrede under de mange nye indtryk, ligesom han skrev om sine mange rejser til forskellige blade. 1950 gik han i land og blev bl.a. knyttet til det nu hedengangne dagblad Dagens Nyheder som tegner. I avisens søndagstillæg blev det til mange spændende tegninger til science-fictions forfatteren Niels E. Nielsens noveller der blev trykt der. Med kreativ fantasi fortolkede han denne forfattersfremtidsvisioner, og lagde ubevidst her, grunden til Willy på eventyr.

Familie Journalens daværende redaktør Mogens Aller bemærkede dette, og så mulighederne i hans streg. Længe varede det derfor ikke, før han kontaktede Tage Andersen, da læserne savnede den gode gamle "Willy" fra tyverne og trediverne. Tage Andersen aflagde besøg hos Allers, men fra at tegne illustrationer til noveller, og så tegne tegneserie, der i 50erne blev gjort underlødigt af lærere og bibliotekarer, var der et spring. Han svarede blankt nej. Mogens Aller forsøgte igen, men Tage Andersen afslog atter. Han havde i mellemtiden talt med tegnerkollegaer, der alle frarådede ham det. Han ville blive slave af et sådant arbejde som en tegneserie er. At skulle levere en ugentlig episode. Men alle gode gange tre, tænkte Mogens Aller. Og han fik ret. Det tilbud Tage Andersen nu fik, var af en sådan størrelse, at det fristede. Fra drengetiden kendte han Willy på eventyr. Men at han skulle komme til at tegne denne serie havde han aldrig drømt om. Han vendte og drejede mulighederne, der både smigrede ham og udfordrede hans skaberevne og fantasi. Så sagde han ja, og Mogens Aller åndede lettet op. Willy var hjemme.

I april 1974 havde jeg lejlighed til at besøge Tage Andersen. Det blev til adskillige besøg, ligesom han nåede at besøge mig i Esbjerg. Spændende at opleve stedet hvor han sendte Willy, Jonna og Onkel Hans ud på deres eventyr. Jeg kom ind på, hvorfor han ikke lod Willycentret ligge i Danmark, nu da serien var dansk. Han svarede: Jamen Frølund, det er jo som med en danske kriminalroman, ingen vil tro på historien hvis morderen hedder Nielsen eller Jensen, vel. Det samme med Willy. Hvem tror du vil acceptere at Willycentret ligger i Lyngby. Og deri må jeg nok give ham ret.

Men tegningerne skulle have en tekst. En spændende handling. Der var Mogens Aller heldig igen. Samme år begyndte en ung journalist Aage Grauballe på Familie Journalen. Han var født i Hammel i Jylland i 1924, samme år som Tage Andersen. De var således begge 32 år. Aage Grauballe havde bl.a. været journalist på Associated Press og senere Ekstra Bladet. Han fik skrevet nogle spændende ungdomsfortællinger til Familie Journalen om en frisk fyr som Willy, der hed Chris, mens Tage Andersen illustrerede. To bøger med titlerne: Det frække kup og Pyromanmysteriet udkom på bogforlaget Wangel i 1960. Aage Grauballe og Tage Andersen kom således til at arbejde sammen fra starten, idet Grauballe blev sat til at skrive historierne til Willy.

Vi skrev 1956. Teknikken udviklede sig med rivende fart. SM 3 var forlængst endt på museum. SM 4 måtte altså være et endnu mere avanceret teknisk vidunder end sin forgænger. Endnu længere inde i fremtiden end tiden i 50erne. Tage Andersen og Aage Grauballe skrev historie idet SM 4 blev tegnet kuglerund. At den blev det, skyldes den kendsgerning, at et kufleformet legeme har den største bevægelsesfrihed, og derfor sandsynligst kan bevæge sig på den fantastiske måde som SM 4 skal gøre. De kom foran russerne, der først i 1957 fik sendt Sputnik ud i rummet, - ligeså kuglerund.

De generationer, der har læst Willy gennem årene, ved at der i serien ikke forekommer situationer hvor Willy dræber mennesker. Han har alle dage været en sand gentleman, parat til at hjælpe, og fair over fo sine modstandere.
Ideerne til eventyrene skrev således Aage Grauballe. De mødtes over et spil billard hos Tage Andersen. Der skrev de synopsis som til en film, og efter denne tegnede Tage Andersen handlingsforløbet, der almindeligvis bestod af et ugentligt afsnit på 6-7 billeder.

Personligt forestillede jeg mig, at Aage Grauballe ganske enkelt sendte Tage Andersen historien som et manuskript, og så tegnede Tage Andersen ud fra dette. Det skal der såmænd nok være de serietegnere der gør, sagde han til mig, men du kan nok se, at hvis jeg modtager et handlingsforløb, hvor der står, at der skal være et træ midt i billedet, og jeg så bedst kan tænke mig, via min visuelle vision, at dette træ bør være i venstre side, ja så kommer det ikke til at harmonere så godt under tegningen af afsnittet. Derfor mødes vi og planlægger. Det er både spændende og afslappende og ganske fornøjeligt, for Willys eventyr er fornøjelige, samtidig med at de er spændende.

Vi laver først en synopsis med 7 tekstlinier til handlingen i ugen. Derefter laver jeg 7 tegninger udfra disse uden tekst. Når jeg har tegnet planchen, sendes denne ind til Allers, som nedfotograferer denne i den størrelse den skal have i bladet. Og derinde skriver Aage Grauballe så teksten, efter den plads der er til denne under hvert billede. Willy har jo aldrig gjort brug af talebobler, som mange serier i dag benytter. At tegne sådan en planche tager mig mellem 3-4 dage. Til SM 4 lod jeg lave en rund kugle i træ. Det er meget svært at tegne en rund genstand i de forskellige stillinger SM 4 kommer ud for i himmelrummet.

På et tidspunkt i begyndelsen stod Preben Kås model for mig, til Willy. Jeg starter med blyant og derefter tegner jeg disse op med pensel. I de senere år har min kone Elisabeth Taul været mig behjælpelig, når jeg ikke rigtig kunne finde den rigtige bevægelse hos personerne. Så måtte hun indtage den stilling, mens jeg tegnede, så den fik den action, situationen krævede. Efter nogle år syntes Elisabeth, at jeg godt kunne droppe ridestøvlerne, Willy altid optrådte i. Det gjorde jeg så, ligesom Willy kom i jakke og benklæder, når han var nede på jorden, hvor handlingsforløbet, trods alle flyveturene, også foregik. Elisabeth sørgede også for, at jeg var opmærksom på Jonnas frisure, så den var nogenlunde i forhold til moden. Det begyndte med hestehale i 50erne, og endte med kort krøllet frisure i 70erne. Kjolelængden var også intakt serien igennem.

Da jeg mødte Tage Andersen, foreslog jeg ham at lade Jonna optræde i hot-pants. Han måtte have syntes om ideen, for i nummer 40, 30. september (1974) kunne læserne opleve Jonna i hot-pants og ærmeløs klædelig åbenstående bluse. Tage Andersen fandt også efter få års forløb sin egen stil til at tegne Willy i, uden at den af den grund afveg fra sit engelske forbillede. Der er mange unge, der, når de ser tegninger af Willy uden at kunne se seriens navn udbryder: Det er da Jens Lyn. Jeg opfatter dette som en kompliment til Tage Andersen, idet jeg syntes, at hans streg i årenes løb nærmede sig mere og mere Alex Raymonds, som tegnede Jens Lyn og ikke mindst Rip Kirby. Alex Raymond omkom ved en bilulykke i 1956, samme år som Tage Andersen begyndte på Willy.

I de sidste år eksperimenterede Tage Andersen også med opdelingen af tegningerne i serien. Billederne fik lov til at gribe ind i hinanden. Holdt således ikke de vanlige størrelser. Dette gav mere liv i afsnittet og større billeder, med endnu mere action i handlingen.

Nævnes bør også at Tage Andersen den 18.-19. oktober 1975 deltog i den anden skandinaviske tegneseriefestival i København med udstilling af plancher, originaltegningerne af Willy på eventyr, ligesom Aage Grauballe besøgte udstillingen, der var godt besøgt. I Familie Journalen nummer 36, 30. august 1976 fulgte der et 16-sidet hæfte i farver, om svampe af Tage Andersen. I 1978 havde Tage Andersen maleriudstilling i Medborgerhuset i Lyngby. Hans malerier var svampe-arter til stor begejstring for de besøgende. Udstillingen var selvsagt godt besøgt og cirkulerede rundt til andre biblioteker i København.

Jeg oplevede Tage Andersen som en venlig, rar, behagelig og meget imødekommende mand over for mine mange spørgsmål. Da jeg tog billeder af ham, sagde han: Ja, ja, Frølund, så alvorligt som det er kommet til at se ud her ved tegnebordet, er det nu heller ikke at tegne Willy. Nok kan det være lidt træls at skulle producere 10-12 afsnit forud, når ferien står for døren. Jeg har jo ikke som mange amerikanske serie-tegnere, en anden tegner, der tegner disse 10-12 afsnit forud. Ja der er sågar de tegnere, der lader en anden tegner tegne et helt afsnit, og den originale tegners signatur står der alligevel.

Tage Andersen cyklede tit i skoven med tegnepen og papir, omkring Lyngby på jagt efter svampe. Børnene derude vidste godt, når de mødte ham, at det var Willys far.

Gamle Carl Aller, der startede Familie Journalen i 1877, var en stor dyreven. Han gav mange penge til dyrenes beskyttelse årene igennem. Dette vidste jeg godt, men lod mig alligevel friste til at lade en indfødt skyde en fugl i det første Willy eventyr med det glemte Maya-folk, fortæller han mig. Dette lod sig selvsagt ikke gøre i Willys univers. Jeg blev omgående kaldt til møde med Mogens Aller, der dengang var chefredaktør. Om jeg ikke vidste, at hans farfar havde været en stor dyreven? Han pålagde mig, at sligt ikke måtte finde sted. Det tolereredes ikke. Jeg blev en erfaring rigere, og lod aldrig sligt gentage sig, sluttede Tage Andersen.

AAGE GRAUBALLE
Ni år efter at han og Tage Andersen havde indledt makkerskabet med Willy, blev Grauballe chefredaktør for Familie Journalen. Det var i 1965 efter Mogens Allers alt for tidlige bortgang. Men dette betød ikke, at han dermed opgav at skrive handlingen til Willy. Samværet med Tage Andersen fortsatte. De mødtes som hidtil og creerede i synopsisform næste uges oplevelser. Som de begge sagde: Dette med at sende Willy ud på nye eventyr var jo ingen litterær bedrift. Dette var underholdning, der varierede fra oplevelser i fjerne verdensdele og i spændende byer. Bl.a. et langt afsnit foregik i Frankrig. Men de sidste år foregik ude i rummet, hvor Tage Andersens tegninger af svampe kunne brilliere som fantasifulde og spændende dekorationer til handlingen på en fjern og ukendt klode i verdensrummet. Willy var blevet science fiction.

Jeg oplevede Aage Grauballe som en meget lydhør mand imødekommende over for ønsker. Både sammen med Tage Andersen og når jeg var på tomandshånd med ham i bladhuset i Valby. Jeg fik i Allers arkiv samme sted lejlighed til at kigge i de gamle årgange af Familie Journalen for at hente yderligere oplysninger om Willy på eventyr.

Glemmes må heller ikke, at Familie Journalen i 1943 begyndte at udsende de såkaldte seriehæfter, d.v.s. hæfter af bladets serier. Der udkom 5 hæfter om Willy. Denne udgivelsesform stoppede dog efter nogle år. Først i 1966 udsendte Allers Willy og rumpiraten på 64 sider. Og der udkom ikke flere, selv om der sandsynligvis var marked for det. Sidst i 70erne forsøgte de begge at få Willy ud i albumform, som er meget populært, men dette initiativ kronedes ikke med held.

Aage Grauballe var en meget afholdt chefredaktør, der på en meget begavet måde, hele sin tid som redaktør, forstod at holde samme høje underholdende plan i Familie Journalen, som da Mogens Aller var ved roret. Og det er en bedrigt i vore dages bladverden.

Det var trist, da Tage Andersen lagde penslen og stoppede Willy. Men det var et chok og ufatteligt, at han ikke fik lov til at fuldføre den kunsteriske opgave han havde begyndt. Og samtidig vemodigt. Tage Andersen og Aage Grauballe var begge født i samme år. Kom samtidig til Allers og kom begge til at arbejde på Willy. Og de døde samme år. Ingen er uundværlig siger et gammelt ord. Nej, men der er kun een Tage Andersen. Der er kun een Aage Grauballe. Og vi har dem ikke mere blandt os.