Som bekendt gik Willy på Eventyr i Familie Journalen fra 1923 til 77, de første år var den oversat fra den engelske serie Rob the Rover, tegnet og skrevet af bl.a. Walter Booth. Fra 1941-47 både tegnede og skrev den danske tegner Harry Nielsen serien, hvorefter den holdt 9 års pause. Ventetiden blev udfyldt af den amerikanske Johnny Hazard, der også blev kaldt Willy på dansk.

Men- i nr. 10-1956 blev der annonceret, at Willy skulle starte igen, og fra næste nr. og indtil 1977 blev serien tegnet af Tage Andersen og skrevet af Aage Grauballe, der begge var nybegyndere både på Familie Journalen og i tegneseriemediet. Serien bibeholdt det klassiske episke lay-out fra Booths og Nielsens serier, dog var den kun på en halv side og uden det opsummerende første billede på siden, og i begyndelsen lå Tage Andersens stil også tæt op ad forbillederne, omendskønt den var mere realistisk og strømlinet. Den største nyskabelse var dog SM4, det revolutionerende luftfartøj, der blev introduceret allerede på den første side som en afløser af det gamle submarplan SM3 fra Booths serie, som Nielsen i 1946 moderniserede til et jetfly. Den første historie strakte sig over 29 sider, og begyndte med, at SM4 blev stjålet og fløj mod Syd-Amerika med Jonna som fange. En historie helt i tråd med 30ernes og 40ernes Willy.
I denne historie stod titlen 'Willy på eventyr' med røde bogstaver i 1. billedfelt, en kort overgang blev de rykket op i et hak i feltet, men fra 1-1957 til 22-1966 var det hvide bogstaver i et sort felt, der ragede lidt ned i billedfeltet, dette blev, ikke særlig pænt, taget med som et helt sort felt i udgivelsen "Rumpiraten". Resten af seriens levetid stod den med diskret sat tekst over selve serien.

Da Willy og Onkel Hans vendte tilbage med SM4 og Jonna, begyndte en historie af et helt andet tilsnit: I bedste James Bond-stil måtte Willy og Jonna løse et mysterium omkring en forsvundet amerikansk U-båd og nogle hemmelige konstruktionstegninger. Sporet førte dem til det fjerne østen, hvor Onkel Hans efterlod dem uden SM4, og efter mange forviklinger, hvor U-båden dukkede op, og de hemmelige tegninger igen forsvandt, havnede Willy i Himalayas bjerge, hvor en gal videnskabsmand, Slater, brugte tegningerne til at konstruere en fotondrevet raket, der var i stand til at flyve i rummet.
I løbet af de ca. 3 år, historien varede, udviklede Tage Andersens tegninger sig til en moderne realistisk action-adventureserie, dog stadig uden talebobler og med teksten stående under billedrammerne. Mange af de detaljerede billeder må have krævet stor research (Andersen har sikkert, som så mange andre tegnere f.eks. Barks, benyttet sig af National Geographic, som Willy selv læser i ledige stunder ombord på SM4, se nr. 14-1959), skønt der dog også var plads til at par fejltagelser i ny og næ, f.eks. tegnede han Willy ridende på dromedarer i Himalayas bjerge. Da han mange år senere bragte Willy tilbage til Verdens Tag havde han dog fået skikkelige to-puklede kameler at ride på.
SM4 blev brugt ret sparsomt i denne historie, og egentlig fløj den mest som en helikopter ville gøre det, skønt dens mystiske fremdrift ikke blev vist eller forklaret. I begyndelsen var den tegnet lidt som en luftens folkevogn, ikke særlig stor, måske 4 m. i diameter og med tydelige rammer mellem vinduesruderne, men hen imod slutningen fremstod den i et mere moderne design, større og med et stort 360 graders panoramavindue.

Det næste eventyr startede med, at SM4 blev bygget om. Forklaringen lød, at den var forsynet med fremdrift efter foton-princippet, der udnyttede verdensrummets magnetfelter til fremdrift, hvorved den kunne bruges til rumfart. Slater blev sporet til planeten Terra Nova, jordens søsterplanet på den anden side af solen (denne idé har samtidig været brugt af Familie Journalens romanforfatter Herluf Th. Flensborg i romanerne "Mellem os er Solen" og "Der vil komme en Dag", samt i tegneserien Twin Earths af Saunders og Alden McWilliams, der gik i Hjemmet under titlen Den Anden Klode).
Tage Andersen og Aage Grauballe lavede Willy på Eventyr efter metoden, der senere er blevet kaldt 'The Marvel Method': De mødtes for at aftale næste uges side, og der blev skrevet et kort synopsis, hvorudfra Andersen tegnede. Derefter skrev Grauballe teksten, og farvelægningen blev foretaget på Familie Journalens redaktion. Dette var seriens styrke, læseren kunne ikke regne ud, hvad der skulle ske, fordi intet var fastlagt på forhånd. Men det var da også seriens svaghed, fordi der ikke var nogen overordnet handling, historien løb af og til ud i sandet, løse ender blev ikke knyttet, og personer og kulturer dukkede op uden at have nogen væsentlig indflydelse på handlingen. Grauballe var heller ikke så nøjeregnende med, hvad han skrev i teksten. F.eks. skriver han om rumrejsen til Terra Nova: "Jorden svandt ind til en lille kugle, mens SM 4 med lysets hastighed forsvandt ud i verdensrummet…". Da rejsen varede flere dage, og Terra Nova kun lå ca. 16 lysminutter fra jorden, har hastigheden nærmest været i størrelsesordenen en promille af lysets. I F-J 44-1961 beskrives en vigtig komponent i SM4s fremdriftssystem: rayatoren, der styrer energien fra de kosmiske stråler. Willy fjerner en sikring, der skal forhindre overbelastning, og nogle sider senere er det pludselig sikringen, der kaldes rayator. Andersens ellers så pertentlige tegnestil blev også enkelte gange lidt løs, se nr. 39-1959. Men alt dette forstyrrer ikke læseoplevelsen væsentligt, og da slet ikke, hvis man tager i betragtning, at serien blev bragt med en halv side om ugen i et blad, der ofte blev smidt ud efter læsningen. Og læserne var som oftest 10-14årige drenge samt deres fædre, der var 14 år i hjertet.
En sjov ting er, at ca. det første år af denne episode er seriens ruder forsynet med runde hjørner, hvilket forlener den med et gammeldags tilsnit. Men med nr. 45-1959 vender de skarpe hjørner tilbage.

På Terra Nova møder Willy, Jonna og Onkel Hans en række forskellige lavteknologiske kulturer, der fuldstændig ligner kulturer fra jordens fortid (f.eks. en stenalderkultur i nr. 20 til 33-1959, der minder meget om den i Egene, det er måske et venskabeligt drilleri til deres kollega Willy Nielsen, der jo også arbejdede for Allers), indtil trekløveret bliver blandet ind i en krig mellem to højteknologiske riger: Subterra og Atlantis (valget af navnet Atlantis vækker jo forhåbninger om en forklaring på, hvorfor Terra Nova ligner jorden så meget både af natur og kultur, men den får man aldrig). Det lykkes for Subterras diktator Amos at bemægtige sig SM4 og bygge en flåde af kopier af den til krigsførelsen, og de næste år spiller han en vigtig rolle som skurk i serien.
På vej hjem mod jorden besøger SM4 og besætningen et par andre meget jordlignende planeter, hvis placering man ikke får noget at vide om, det ser ud til at solsystemet er temmelig overbefolket, men med lidt god vilje (og ved at ignorere visse dele af teksten) kan man forestille sig, at de eventyr, der udspilles på dem, egentlig også foregår på Terra Nova, eventuelt på dens andre kontinenter. SM4 får til sidst en brat ende i nr. 15-1967, da dens af mange skader mishandlede skrog bombarderes af en meteorstorm og ødelægges. Willy, Jonna og Onkel Hans redder sig i slusen, fartøjets redningskapsel, og lander sikkert på jorden.
En detalje, der viser den forløbne 'indre' tid i serien er, at Jonna i nr. 29-1965 må ofre sit lange røde hår for at kunne infiltrere en base, bemandet af et skaldet folkefærd. Ganske langsomt vokser det ud igen, mens hun bærer tørklæde, og først i nr. 45-1967 ser vi hende med en klædelig kort frisure, som hun derefter bærer resten af seriens levetid. Kun ganske få måneder er gået i løbet af de to års udgivelser.

Efter SM4s endeligt foregår handlingen en tid i og omkring Willy-centeret i Australiens ørken, hvor der forskes i rumfart og SM5 bygges, en mere avanceret type, der kan rejse med overlysfart, idet det næste eventyr tager Willy og Jonna på en rejse til fremmede solsystemer.
Her skal siges lidt om seriens farvelægning: Indtil nr. 13-1968 blev Familie Journalen trykt ved højtryks-metoden, hvilket giver en ret grov rastering af farverne, men alligevel har serien indtil da været meget smukt farvelagt, med bløde overgange og skygger, metalskinnende rumskibe og forskellige folkefærd i realistiske hudfarver af flere typer. Fra nr. 14 overgik bladet til dybtryks-metoden, med meget mindre raster, og farvelæggeren har i begyndelsen ikke helt styr på dette: farverne bliver blege og flade en periode, først efter et par år når de op på den oprindelige kvalitet, skønt de aldrig opnår den samme variation, men de klæder Andersens tegninger på højde med de bedste nutidige fransk-belgiske seriers farver.
En anden ændring i serien finder sted med nr. 13-1971: det gamle lay-out med teksten stående under billedrammerne ændres, rammerne bliver større, og teksten placeres indeni, dette giver et indtryk af flottere tegninger og flere detaljer, skønt selve tegningernes areal næppe ændres væsentligt. Denne modernisering videreføres i seriens sidste 6 år i en sådan grad, at den fra slutningen af 1975 indeholdt uregelmæssige billedrammer, hvilket forstærkede seriens dynamik umådeligt.

Willy på Eventyr vender tilbage til det jordiske plan med nr. 15-1971. Her begynder igen en lang episode, hvor Willy er hemmelig agent. Igen er en U-båd forsvundet, og Willy og Jonna rejser det meste af verden rundt: USA, Fjernøsten, Marseille og igen besøges Himalaya, før opgaven er løst og optakten til næste rumrejse påbegyndes: bygningen af SM6.

I 1965 eller 66 stod skuespilleren Preben Kaas model for Tage Andersen, og Willys ansigt antog derefter hans fysiognomi, dette ses tydelig i mange episoder, meget udpræget i et nærbillede i nr. 16-1971.

I Familie Journalen nr. 4-1974 letter SM6, et større og mere strømlinet rumskib, der fører Willy og Jonna helt ud til plejaderne, hundreder (ca. 380) af lysår fra jorden. Mens kvaliteten af Tage Andersen tegninger stadig stiger, sker det modsatte med historien: Handlingen i episoderne er skåret over den samme læst: En planetær civilisation er truet af angribere eller oprørere, Willy griber ind med list og SM6s supervåben, uskadeliggør truslen og genopretter freden. Til sidst tabes tråden helt i en episode med mystiske kæmpeøgler, Willy får aldrig fundet ud af, hvem der styrer dem, før han bliver indblandet i et andet eventyr, og en enkelt sekvens i 21 og 22-1977, der kunne rette op på dette, overses af forfatteren. Serien stopper 'på en halv tone' i nr. 28-1977, eventyret er ikke slut, men Willy, Jonna og SM6 flyver blot hjem.

Willys Eventyr
Alle Andy-Aags Willy på Eventyr-sider udgør én lang fortsat historie, men med lidt god vilje kan den deles op i en række korte og lange episoder. Her er en oversigt over Willys eventyr. Kun ét af dem har en original titel: Rumpiraten, taget fra CAE-hæftet, resten er mine egne betegnelser.

SM4 hos mayaerne………...…...........................….……Familie Journalen nr. 11 til 39-1956, planche 1-29* (29)
U-båden med de hemmelige dokumenter…….......................…...nr. 40-1956 til 52-1958, planche 30-148 (119)
Terra Nova…………………………………..................................….….nr. 1-1959 til 3-1962, planche 149-315*(157) Rumpiraten……………………………................................……...…...nr. 4-1962 til 32-1964, planche 316-449(134)
Robothjernens slaver…………………............................…………..nr. 33-1964 til 19-1965, planche 450-488 (39)
Akvatos kæmpeøgler………………….….............................……...nr. 20-1965 til 15-1967, planche 489-588 (100)
SM5 mod ufonauterne…………………..............................……….….nr. 16-1967 til 1-1969, planche 589-679 (91) Odora……………………………………..................................…………nr. 2-1969 til 13-1970, planche 680-743 (64)
Den frosne by…………………………................................………….nr. 14-1970 til 11-1971, planche 744-793 (50)
Atomubåden og narkosmuglerne………...........................…..…nr. 12-1971 til 40-1973, planche 794-922* (129)
SM6 og varulvene………………………….................................…nr. 41-1973 til 35-1975, planche 923-1025 (103)
Onkel Hans forsvundet…………………….............................…..nr. 36-1975 til 16-1976, planche 1026-1058 (33)
De mystiske kæmpeøgler………………….............................…………nr. 17 til 26-1976, planche 1059-1068 (10)
FN-rumskib i fare………………………….….................................……...nr. 27 til 49-1976, planche 1069-1091 (23)
Den skibbrudne…………………………................................….....nr. 50-1976 til 28-1977, planche 1092-1123 (32)

*Nr. 17/18-1956 er ét nr. Fra og med nr. 26-1961 er der anført planchenumre på siderne startende med 286, men regner man tilbage til nr. 11-1956 var der kun udgivet 276, sandsynligvis en simpel sammentællingsfejl, der gør, at der kun er tegnet 1118 halvsider, skønt den sidste er nummereret 1128. Fra planche 321 er der endvidere angivet Familie Journalens nr. (ikke årg.), startende med 9 (-1962). Nr. 14/17-1973 er ét nr., hvilket giver uorden i FJ-nummereringen indtil 10-1975, planche 1000.

Det er nu over 30 år siden serien sluttede. Tage Andersen og Aage Grauballe døde begge i 1982, og serien er aldrig forsøgt genudgivet (ud over CAE-hæftet Rumpiraten fra 1966 samt et udstillingskatalog fra Hvidovre Kommunes Biblioteker, der trykte det første eventyr på 29 halvsider i s/h). Hvad skal der ske med dette mammutværk af en dansk tegneserie på 1118 halvsider?*
I de seneste år er en del tegneserier blevet genudgivet i luksusbind for samlere og entusiaster, f.eks. Blueberry, Asterix og ikke mindste Carl Barks' Samlede Værker. Er der et marked for en sådan udgivelse af Willy på Eventyr? Oplysninger fra Den Danske Donaldistforenings hjemmeside tyder på, at blot nogle få tusind abonnenter er nok til at få en sådan udgivelse til at løbe rundt. Det skulle i så fald være albums i bredformat, så serien kunne trykkes i den originale størrelse.
En anden mulighed ville være, nænsomt at retouchere siderne og redigere dem sammen to halvsider pr side til almindeligt albumformat, her ville det være ønskeligt at ændre let på teksten, så de alligevel relativt få skønhedsfejl i Grauballes manuskript kunne rettes op.
En tredje mulighed ville være genudgivelse i selv Familie Journalen. Dette ville være billigt for Allers, vil jeg tro, royalties til skabernes familie ville næppe være højere end besparelsen ved at skulle skaffe en halv side stof mindre pr. nr.
Og endelig den fjerde mulighed er at udgive serien på en hjemmeside. Dette vil være nemt og så at sige gratis, men jo også uden de store muligheder for indtjening.
Den ideelle mulighed ville være en kombination: Genudgivelse i Familie Journalen for at oparbejde interesse for serien, efter et par år udgives luksusbind med serien i sin originale form for samlere og fans, samt albums med omredigerede historier til den generelle læser.