HARRY NIELSENs
Willy paa eventyr

(af Asger Pedersen)

[Pænt stort billede med HNs Willy-logo]

Da det engelske drengeblad Puck gik ind i 1940 pga. besvær med at skaffe papir, stoppede Rob the Rover tegnet af Walter Booth også, på nær et par sider i ugebladet Sunbeam. Da Familie Journalen et år senere løb tør for materiale, måtte de se sig om efter en afløser for den populære spændingsserie Willy paa Eventyr, som Rob hed på dansk, og det blev den amerikanske Curly Harper, tegnet af Lyman Young, der er mest kendt for Tim Tyler's Luck, der gik under titlen Bob og Frank i Kong Kylie og Skipper Skræk bladet. Lyman var forresten bror til Chic Young, Blondies skaber. Efter blot elleve numre med Willy Harper, som Curly hed i FJ, var der dog en værdigere afløser klar.

[modelark eller novelleillus, samt illu til Willy-romanen]

Harry Sofus Nielsen, født 1896, havde arbejdet for Aller siden 1925 og tegnet illustrationer til artikler og noveller først og fremmest til Familie Journalen, bla.a. en del af de populære modelark til f.eks. dukketeatre. Han havde også prøvet at tegne Willy paa Eventyr, nemlig i form af illustrationer til en fortsat roman, der kom i FJ i 1936 i stedet for tegneserien. Også tegneserier havde han lavet, da han fra 1937 og frem havde tegnet større og større dele af Bamse og Dukke Lise, også oprindeligt en engelsk serie tegnet af Vera Bowyer, der var på 6 billeder. På FJ ville man have 12, så Nielsen tegnede 45-75% af serien, til han endelig overtog hele serien omkring 1950.

[Bamse og Dukke Lise]

Nielsen starter i nr. 41-1941 med en dobbeltside, hvor Willy, Professor Seymour og hans børn Jonna og Dick tager på opdagelse i professorens nyopfundne dykkerkugle. Efter nogle halsbrækkende eventyr i Stillehavet får Willy og Jonna job som testpiloter ved et amerikansk flyfirma. Derefter går rejsen via et skibbrud til Afrikas ørkener, jungler og skjulte dale. De kommer tilbage til firmaet og Willy får til opgave at finde sikre flyruter i Sydamerika, hvorved han ryger ind i endnu et spændende eventyr.

[Willy fra 1941-42]

Derefter begynder Harry Nielsen at nytegne den allerførste Willy-episode fra FJ: Blandt Sydhavets Pirater. Det er den eneste af Nielsens Willy-eventyr, hvor Onkel Hans optræder. Professor Seymour og Jonna er med i roller, som i den oprindelige episode var besat af Hans's broder og dennes datter Dora. Efter 31 plancher, hvor handlingen følger forlægget, laver Nielsen dog en ny slutning, der bringer Willy hjem.

[Fra Sydhavets Pirater, både den opr. Og HNs til sammenligning]

I nr. 46-1944 reintroduceres Professor Seymours Submar-plan S.M.3, der spillede en stor rolle i Walter Booths sidste tre år på serien. Efter endnu et eventyr i Sydamerika og et i Afrika rejser Willy til Sverige og Danmark for at eftersøge nogle slægtninge, der dog viser sig at være udvandret til Amerika. En rejse til USA følger, hvor det mirakuløse undervandsfly afløses af et topmoderne jetfly: Shooting Star, dernæst rejser de til Australien (hvor der oprettes en base, der nok har været inspiration til Tage Andersens Willy-Center i Australiens ørken) og Antarktis, hvor serien slutter i 1947.

[SM3 og jetflyet Shooting Star]

Og det var så det: 276 plancher over syv år, alle fyldte en hel side i Familie Journalen, og på nær én, der var i sort/blå, var de i farver. Men nu viser det sig, at i Sverige er der udkommet 312 plancher på den samme tid i hhv. 25an (i farver 1941-44) og Allers (i sort/rød 1944-47). I 1942 mangler der tre plancher i Familie Journalen (ml. nr. 31 og 32).

[de tre svenske Ronnie plancher 1942: 35, 36, 37]

I nr. 8 1944 er to eller tre plancher klippet sammen til én, desuden mangler der én, og i slutningen af 1947 mangler der hele 31 plancher, da billeder fra 4 plancher er klippet sammen til én. En enkelt planche er endda blevet trykt to gange: Da Allers forlag blev sprængt i luften af Gestapo og HIPO-folk, var Familie Journalen nr. 5 trykt, og en del af oplaget blev ødelagt, så i lighed med Skipper Skræk-bladet blev et nyt oplag trykt efter krigen og nummereret 6-22 1945.

[Sidste danske og sidste svenske HN]

En oversigt over Willys eventyr i Harry Nielsens streg:
41-1941: Willy og Yzan
19-1942: Willy og Flypiraterne
41-1942: Willy i Ørkenen
13-1943: Willy på Vingerne
49-1943: Blandt Sydhavets Pirater
46-1944: Platinrøverne
33-1945: Willys Afrikanske Eventyr
29-1946: Willys Eventyrlige Australiensfærd
6-1947: Sydpolarlandet
38-1947: slut.+ 31 sider, der kun er kommet på svensk.

Titlerne begyndende med 'Willy' er frit taget fra udgaverne i CAB-hæfterne nr. 8, 13, 17 samt tilsvarende svenske hæfter: I årene 1941-66 udkom der 6 hæfter i Allers CAB/E-serie, heraf var de 3 med Harry Nielsens serie. I Sverige udkom også 6 hæfter, de 3 første under titlen Ronnie, og heraf var 4 med Harry Nielsen.

[Forsider på nogle CAB-hæfter med Willy]

Da Harry Nielsen begyndte at tegne Willy havde han været illustrator i over tyve år og havde udviklet en klar streg, der ikke lå så fjernt fra Booth's, skønt den var en del skarpere især i persontegningen, så på det punkt var der ikke den store forskel på de to udgaver. De eventyr, Nielsen lod Willy og Jonna opleve, var også især i begyndelsen meget lig den oprindelige series handlinger, også selve seriens lay-out var stort set det samme: 12 ruder i fire rækker med teksten nedenunder billedet; men han tillod sig oftere at benytte sig af ruder i flere størrelser både lodret og vandret, hvilket tilførte serien mere dynamik.

[Sen Booth-side og tidlig Nielsen-side]

Skønt Harry Nielsen fik tekst af bla.a. Elisabeth Greve til Bamse og Dukke Lise, er der ikke noget der tyder på, at han har fået hjælp af nogle af Familie Journalens forfattere til Willy-manuskript. Fortællestilen var for det meste meget grundig og jævnt fremadskridende, så man næppe opdagede, at der manglede et par sider i 1942 og 44, men det skete også, at der pludselig hændte en hel masse på en gang, som i 1942 nr. 41, hvor Willy og Jonna på én side bliver udsat for et flystyrt og påfølgende redning på et skib, skibskatastrofe og redning i land, ørkenvandring og redning af traktor samt endelig angreb fra beduiner.

[1942-41]

I løbet af det første halve år på serien lod Nielsen Willy vokse op, fra den krølhårede yngling han var i Booth's serie, til en flot ung mand et hoved højere end Jonna. Skønt de tilbragte mangen dag (og nat) sammen på eksotiske og romantiske lokaliteter, blev der ikke vist andet end et platonisk venskab mellem dem ganske i tråd med tidens mange andre spændings- og eventyrserier. Jonna viste næppe engang nogen form for jalousi når fremmede skønheder lagde an på Willy, som det jævnligt skete. Det sker dog et par gange, at Harry Nielsen tager sig en frihed, som hverken Booth eller senere Tage Andersen ikke gør, nemlig at vise et par velformede nøgne bryster, der godt nok sidder på en negerinde. Dette var ikke enestående i fyrrernes Familie Journal.

[1946-14 bill. 2]

Selv om Willy udkom under 2. Verdenskrig, nåede krigen ikke ind til serien, skønt hovedpersonerne ofte opholdt sig på steder, hvor krigen rasede i virkelighedens verden, såsom Stillehavet og Nordafrikas ørken. Først et par år efter krigen i de episoder, der kun udkom i Sverige, lod han elementer fra krigen såsom en japansk ubåd og en atombombe indgå i handlingen.

[Svensk 1947-11 og -39]

Alt i alt var Harry Nielsens Willy paa Eventyr en spændingsserie af en kvalitet, som kun få af datidens avisserier kunne hamle op med. Skønt den ikke var i klasse med store serier som Prins Valiant, Raymonds Flash Gordon og Hogarths Tarzan, var den et hestehoved foran serier som Brick Bradford (Tom Trick), Buck Rogers og den samtidige danske Børnene paa Sydhavsøen.

[Harry Nielsens signatur]


TILBAGE