Hvorledes flyver SM4?
(Frit af Asger Pedersen)

Den unge ingeniør William Rover konstruerede luftfartøjet SM4 sammen med strålefysikeren Johannes Andersen,
udgået fra Niels Bohr-instituttet og den eneste overlevende af de tvangsudskrevne videnskabsmænd, der under Risøes kældre udviklede kollaburatoren for den tyske værnemagt. Udfra den afdøde professor Seymours og Willys far Robin W. Rovers optegnelser samt Andersens studiekammerat Hendrik Casimirs ideer, skabte Willy og 'Onkel Hans' det revolutionerende fartøj. Men hvordan flyver det egentlig?



I Australiens ørken ligger Willy-centeret, hvor i begyndelsen af 50erne SM4 Mark 1 blev udviklet.
Konstruktionen er naturligvis hemmelig, men grundtrækkene er følgende: Et kugleformet stålskrog 4 m i diameter
omgivet af en dobbeltkonisk bræmme på 2 m i bredden. Øverst er styrekabinen, nederst motoren (reaktor og kollaburator)
og i bræmmen fremdriftssystemet. Midt ned gennem konstruktionen går 'slusen' med udgang både i toppen og bunden.



Nye forskningsresultater har vist, at universet på det kvantefysiske niveau er en boblende heksekedel af partikler med
masse men uden virkelig udstrækning, dog med en virtuel udstrækning (kaldet begivenhedshorisont) lig med eller
større end Planks rumlige konstant på ca. 10 i minus 32te meter. Disse kollapsede partikler er i virkeligheden submikroskopiske 'sorte huller', og de dækker mere end noget andet betegnelsen 'gravitroner': Partikler(/bølger)
der implementerer tyngdekraft.
Under atmosfærisk flyvning anvender SM4 tungt brint, der i reaktoren frembringer (eller isolerer) tyngdepartikler: Gravitroner. Disse overføres til kollaburatoren, det af Johannes Andersen og andre danske tvangsudskrevne videnskabsmænd opfundne aggregat, som indfanger gravitroner og tilfører dem elektroner eller protoner og sender dem derefter videre til acceleratorerne. Via den rotation, de udfører rundt i acceleratoren, danner de et kunstigt tyngdefelt vinkelret på SM4s bræmme på ca. 1,2 G. Dette er fremdriften. Styringen foregår ved hjælp af tre plasma-jets, der også får deres energi fra fusionsreaktoren.



SM4 Mark 2 er noget større, ca. 6 m, har sandwich-skrog og er forsynet med ikke én, men to acceleratorer. Dette giver mulighed for ikke blot at benytte gravitomagnetisme til fremdrift og styring, men også til at danne et magnetisk skjold omkring fartøjet. Mark 2 er udviklet til rumflyvning, så udover fusionsenergien udnyttes efter foton-princippet universets magnetiske felter: de såkaldte kosmiske stråler, der absorberes af yderskroget og gennem supra-ledende kabler (også udviklet af Hendrik Casimir fra Phillips-laboratorierne) sendes til motoren. Dette styres af rayatoren, et apparat, opfundet af Johannes Andersen og William Rover til regulering af energistrømme fra SM4s absorberende yderskrog. Rayatoren kan håndtere energi fra stort set alle slags stråling og i utroligt store mængder, blot dens hovedsikring er på plads.



SM4 Mark 2's kollaburator sender positive gravitroner (med massen 2) til hovedacceleratoren og negative (massen 1) til styreacc. Her bliver de fra en Casimir-spiral tilført en enorm energi, så de giver en acceleration på ca. 2 G.



Ud fra de i universet forekommende energifelter forekommer der hele tiden kvantefluktationer, hvoraf partikler opstår, eller rettere partikelpar, nemlig partikler og deres antipartikler, så resultatet i alle tilfælde er nul hvad gælder ladning. Disse partikelpar finder dog straks sammen igen pga. elektromagnetisk tiltrækning og opløses i energi. Anbringer man nu i vacuum et par metalplader så tæt på hinanden, at disse partikler optages i dem før de finder sammen, opstår der en momentan tiltrækning mellem disse plader: Casimir-effekten. En Casimir-spiral er en pladespiral så tynd, både i godset og mellemrummene, at Casimir-effekten kan udnyttes. Tiltrækningen vil ske så hurtigt, at der opstår en harmonisk svingning, der kan udnyttes til induktion af elektrisk energi.



I 1946 opdagede det Amerikanske Luftvåben den retningsbestemte centrifugalkraft. Dette princip anvendes i SM4 på følgende måde: fra Casimir-spiralen induceres elektromagnetisme til 120 uafhængige ledningspunkter omkring acceleratoren. Når et eller flere ledningspunkter aktiveres, påvirkes gravitronstrømmen horisontalt eller lateralt, og der opstår et tyngdefelt i ledningspunktets retning, som accelererer hele fartøjet inklusive dets last og passagerer uden at det mærkes væsentligt. Dette styres simpelthen med et håndtag på instrumentbrættet, et såkaldt joy-stick.



Hovedaccelerator og styreaccelerator roterer modsat af hinanden, og kan, når deres svingningsfrekvens er harmoniske, danne to modsatrettede og sammenfaldende tyngdefelter, der forstærker hinanden i næsten uendelig grad. Dette er SM4s magnetiske kappe eller kraftfelt, der er så at sige uigennemtrængelig for alle slags stråling og projektiler. Denne kan dog
kun bruges i begrænset tid, da den tapper reaktoren for kraft, undtagen når den netop bliver ramt af stråling, der jo
udnyttes til fremdrift.



SM5 består af et ellipsoidt skrog af panserstål med højden 6 m og diameter på 8 m. Bræmmen på 4 meters bredde er
udstyret med 3 acceleratorer, der kan føre fartøjet op på hastigheder nær lysets, hvorved passagererne er underlagt en relativistisk tidsforkortning og opfatter rejsen til de nærmeste stjernesystemer som ganske kort. Tilbage på Jorden går
tiden derimod ganske normalt.

__

Ligeledes er SM6 med højden 7 m og diameter på 10 m, samt en bræmme der har 4 endnu kraftigere acceleratorer,
hvis tyngdefelter er så enorme, at de danner en gravitomagnetisk boble omkring fartøjet. Dette bevirker, at SM6 i
princippet ikke befinder sig i det normale univers, ikke er underlagt Einsteinsk relativitet og derfor kan bevæge sig
med konstant acceleration på hastigheder over lysets. Herved er det i stand til at tilbagelægge interstellare afstande
på ganske kort tid.