Robin W. Rover - En Biografi
Under 1. verdenskrig blev en dreng og en hund reddet fra en tømmerflåde
efter et skibbrud af en fisker ved navn Daniel True. Drengen, der
var 10-12 år gammel, huskede hverken sine forældre eller omstændighederne
ved forliset, så det er aldrig lykkedes af opspore hans oprindelse,
men hans navn: Robin (fork. Rob) huskede han. Rob boede nogle år hos
Daniel, blev en ung mand med stort mod og kom ud for mange spændende
oplevelser. Mange interessante personer mødte han, skuespillerinden
Dorothy May, Professor Seymour og hans datter Jane. I 1937 Konstruerede
professor Seymour submarplanet S.M.3, et hydroplan, der kunne dykke
under vandet. Rob foretog testflyvningen af flyet og fortsatte i en
årrække med at benytte det under sine rejser kloden rundt. Kort før
2. verdenskrig giftede han sig med Jane Seymour, der i 1940 fødte
ham sønnen William. Under krigen arbejdede han og Seymour for The
Jet Propulsion Laboratory, hvilket gav sig udslag i at S.M.3 mark
2 blev konstrueret i 1946: nu et jetfly. Under en rejse i 1947-48
til USA forsvandt S.M. 3 sporløst med de tre ombordværende: Rob, Jane
og Professor Seymour.
William 'Willy' Rover - En Biografi
Født i 1940 som søn af Robin W. Rover og Jane Seymour Rover. Blev
forældreløs i 1948, da hans forældre og bedstefar forsvandt under
en flyvning, blev derefter opdraget af Professor Seymours familie
og udviste et stort talent for teknik og elektronik. Traf under et
kostskoleophold den danske ingeniør og fysiker Johannes 'Onkel Hans'
Andersen, der havde studeret teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet
i København. På en ferie i Danmark i 1953 traf Willy Hans' niece Johanne
Grauballe, kaldet Jonna. Ud fra Professor Seymours optegnelser konstruerede
Willy og Hans det gravito-magnetiske fartøj S.M.4, der foretog sin
utilsigtede jomfrurejse i 1956. Derefter foretog Willy, Jonna og 'Onkel'
Hans en række rejser med S.M.4, der førte dem vidt omkring i himmelrummet,
indtil 1968, hvor S.M.4 blev ødelagt og erstattet af S.M.5. I 1973
blev dette endvidere afløst af S.M.6. I mellemtiden var Willy-Centret
i Australien blevet bygget, et institut viet forskning i rumrejser.
Willy og Jonna blev gift i 1977 og fik året efter sønnen Robin II
Rover, Willy og Hans fortsatte derefter som hhv. leder og seniorforsker
for Willy-Centret, indtil Johannes Andersen omkom i 1982 under et
forsøg med S.M.7. Willy fortsatte arbejdet med S.M.8 men foretog ikke
flere rejser, før han trak sig tilbage som leder i 2007.
Johannes 'Onkel Hans' Andersen
Født 1908, studerede strålefysik og teoretisk fysik ved Niels Bohr-Instituttet
1928-36 bla.a sammen med Hendrik Casimir, derefter rejste han til
USA og fortsatte studierne og videnskabelige forsøg med stråling ved
Institute of Advanced Study i Princeton, hvor han lærte Albert Einstein
at kende. Rejste til Danmark på ferie i foråret 1940 og blev af krigsudbruddet
forhindret i at vende tilbage til USA.
I 1942 fødte Andersens søster en datter, der blev kaldt Johanne efter
ham, men han nåede ikke at komme med til barnedåben, idet han blev
tvangsudskrevet af værnemagten til et hemmeligt forskningsprojekt
i kældrene under Risøe, hvor han og en gruppe danske forskere blev
tvunget til at konstruere et fusionsdrevet luftfartøj. Skønt de nåede
ganske langt i projektet, blev de dog ikke luftbårne inden krigens
slutning, og Johannes Andersen overlevede som den eneste SS-soldaternes
brutale nedslagtning af forskerstaben. Hårdt såret så han prototypen
blive sprængt i luften og alle optegnelser brændt natten til d. 5.
maj 1945.
I over et år svævede Andersen mellem liv og død, og først i 1947 genvandt
han sin fulde førlighed og kunne rejse til USA igen. På et seminar
på Princeton University i 1948 med den Hollandske forsker Hendrik
Casimir og antityngdekraftspionerer fra det Amerikanske luftvåben
mødte han den engelske professor Seymour og hans ven og assistent
ingeniøren Robin W. Rover, der overtalte ham til at besøge dem på
Cambridge University i England. Da han nogle måneder senere kom til
Storbritannien fik han at vide, at Seymour, Rover og dennes hustru
var sporløst forsvundet nogle dage før deres eksperimentale jetplan
SM3 skulle være ankommet til landet.
Andersen blev nu tilbudt en lærestol i fysik ved Cambridge, og han
så frem til at tilbringe resten af sin tid med at undervise. Men i
begyndelsen af 50erne dukkede en ganske speciel elev op: William Rover,
søn af Robin Rover og Professor Seymours datter Jane. Johannes og
Willy knyttede et nært venskab og smittet af den unge mands entusiasme
begyndte Andersen igen sin forskning i stråling og antityngdekraft.
Seymours optegnelser, der viste en tydelig parallel med både hans
egen og Casimirs opdagelser såvel som forsøgene udført af USAF, hjalp
hurtigt Andersen med at rekonstruere og færdiggøre de ødelagte tegninger
fra Risøe.
1955 tog Andersen sin unge ven med på familiebesøg i Danmark, og Willy
faldt pladask for Andersens niece Johanne, som han med sin britiske
udtale altid kaldte Jonna. Fra da af blev Johannes kun kaldt 'Onkel
Hans'.
Willy, Jonna og Onkel Hans rejste derefter til Australien, hvor de
af de Forenede Nationer blev tildelt en forskerbase der efterhånden
blev kendt som Willy-centeret, og allerede næste år kunne de fremvise
det gravitomagnetiske luftfartøj, som de til ære for Seymour og Rover
Sr. kaldte SM4. I 1958-59 blev SM4 bygget om. Større og med fotondrev
kunne fartøjet nu flyve i det ydre rum, og Willy, Jonna og Onkel Hans
foretog en flyvning til Terra Nova, Jordens søsterplanet på den anden
side af solen. Med afstikkere til forskellige andre planeter varede
denne rejse indtil 1968, hvor SM4 blev ødelagt under indflyvning til
Jorden. Alle tre overlevede i god behold, og snart konstruerede de
den endnu større og forbedrede SM5.
Dette nye rumfartøj kunne bruges til interstellare rejser med hastighed
over lysets, og trekløveret udforskede i de næste år en håndfuld af
de nærmeste solsystemer. 1971 vendte de tilbage til Jorden for at
konstruere et endnu mere avanceret fartøj: SM6. I SM6 foretog Willy
og Jonna en rejse, der gik helt ud til Plejaderne, og efter et par
mindre eventyr, hvor Onkel Hans faktisk blev kidnapped i Bermuda-trekanten,
landede de for sidste gang ved Willy-centeret i Australiens ørken
i 1977. Johannes Andersen havde i mellemtiden være konstitueret leder
og bestred herefter en stilling som seniorforsker under Willys ledelse,
men omkom under et forsøg med SM7 i 1982.
Hendrik Casimir
Hendrik Brugt Gerhard Casimir was born in the Hague in the Netherlands
in 1909 and received his PhD from the University of Leiden in 1931.
After working with Bohr in Copenhagen and Pauli in Zurich, he joined
Philips Research Laboratories in Eindhoven, where he spent the rest
of his career. Casimir is best known for his prediction of the Casimir
effect in 1948. He predicted that two parallel conducting plates in
a vacuum would experience an attractive force due to their influence
on the electromagnetic vacuum. The force was detected in experiments
10 years later. Casimir received many honours in his life including
an honorary fellowship of the Institute of Physics, fellowship of
the Royal Society, and the George E Pake Prize of the American Physical
Society. He was also president of the European Physical Society. Died
2000