BIOGRAFI
(af Asger Pedersen)


Robin W. Rover - En Biografi

Under 1. verdenskrig blev en dreng og en hund reddet fra en tømmerflåde efter et skibbrud af en fisker ved navn Daniel True. Drengen, der var 10-12 år gammel, huskede hverken sine forældre eller omstændighederne ved forliset, så det er aldrig lykkedes af opspore hans oprindelse, men hans navn: Robin (fork. Rob) huskede han. Rob boede nogle år hos Daniel, blev en ung mand med stort mod og kom ud for mange spændende oplevelser. Mange interessante personer mødte han, skuespillerinden Dorothy May, Professor Seymour og hans datter Jane. I 1937 Konstruerede professor Seymour submarplanet S.M.3, et hydroplan, der kunne dykke under vandet. Rob foretog testflyvningen af flyet og fortsatte i en årrække med at benytte det under sine rejser kloden rundt. Kort før 2. verdenskrig giftede han sig med Jane Seymour, der i 1940 fødte ham sønnen William. Under krigen arbejdede han og Seymour for The Jet Propulsion Laboratory, hvilket gav sig udslag i at S.M.3 mark 2 blev konstrueret i 1946: nu et jetfly. Under en rejse i 1947-48 til USA forsvandt S.M. 3 sporløst med de tre ombordværende: Rob, Jane og Professor Seymour.

William 'Willy' Rover - En Biografi
Født i 1940 som søn af Robin W. Rover og Jane Seymour Rover. Blev forældreløs i 1948, da hans forældre og bedstefar forsvandt under en flyvning, blev derefter opdraget af Professor Seymours familie og udviste et stort talent for teknik og elektronik. Traf under et kostskoleophold den danske ingeniør og fysiker Johannes 'Onkel Hans' Andersen, der havde studeret teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet i København. På en ferie i Danmark i 1953 traf Willy Hans' niece Johanne Grauballe, kaldet Jonna. Ud fra Professor Seymours optegnelser konstruerede Willy og Hans det gravito-magnetiske fartøj S.M.4, der foretog sin utilsigtede jomfrurejse i 1956. Derefter foretog Willy, Jonna og 'Onkel' Hans en række rejser med S.M.4, der førte dem vidt omkring i himmelrummet, indtil 1968, hvor S.M.4 blev ødelagt og erstattet af S.M.5. I 1973 blev dette endvidere afløst af S.M.6. I mellemtiden var Willy-Centret i Australien blevet bygget, et institut viet forskning i rumrejser. Willy og Jonna blev gift i 1977 og fik året efter sønnen Robin II Rover, Willy og Hans fortsatte derefter som hhv. leder og seniorforsker for Willy-Centret, indtil Johannes Andersen omkom i 1982 under et forsøg med S.M.7. Willy fortsatte arbejdet med S.M.8 men foretog ikke flere rejser, før han trak sig tilbage som leder i 2007.

Johannes 'Onkel Hans' Andersen
Født 1908, studerede strålefysik og teoretisk fysik ved Niels Bohr-Instituttet 1928-36 bla.a sammen med Hendrik Casimir, derefter rejste han til USA og fortsatte studierne og videnskabelige forsøg med stråling ved Institute of Advanced Study i Princeton, hvor han lærte Albert Einstein at kende. Rejste til Danmark på ferie i foråret 1940 og blev af krigsudbruddet forhindret i at vende tilbage til USA.
I 1942 fødte Andersens søster en datter, der blev kaldt Johanne efter ham, men han nåede ikke at komme med til barnedåben, idet han blev tvangsudskrevet af værnemagten til et hemmeligt forskningsprojekt i kældrene under Risøe, hvor han og en gruppe danske forskere blev tvunget til at konstruere et fusionsdrevet luftfartøj. Skønt de nåede ganske langt i projektet, blev de dog ikke luftbårne inden krigens slutning, og Johannes Andersen overlevede som den eneste SS-soldaternes brutale nedslagtning af forskerstaben. Hårdt såret så han prototypen blive sprængt i luften og alle optegnelser brændt natten til d. 5. maj 1945.
I over et år svævede Andersen mellem liv og død, og først i 1947 genvandt han sin fulde førlighed og kunne rejse til USA igen. På et seminar på Princeton University i 1948 med den Hollandske forsker Hendrik Casimir og antityngdekraftspionerer fra det Amerikanske luftvåben mødte han den engelske professor Seymour og hans ven og assistent ingeniøren Robin W. Rover, der overtalte ham til at besøge dem på Cambridge University i England. Da han nogle måneder senere kom til Storbritannien fik han at vide, at Seymour, Rover og dennes hustru var sporløst forsvundet nogle dage før deres eksperimentale jetplan SM3 skulle være ankommet til landet.
Andersen blev nu tilbudt en lærestol i fysik ved Cambridge, og han så frem til at tilbringe resten af sin tid med at undervise. Men i begyndelsen af 50erne dukkede en ganske speciel elev op: William Rover, søn af Robin Rover og Professor Seymours datter Jane. Johannes og Willy knyttede et nært venskab og smittet af den unge mands entusiasme begyndte Andersen igen sin forskning i stråling og antityngdekraft. Seymours optegnelser, der viste en tydelig parallel med både hans egen og Casimirs opdagelser såvel som forsøgene udført af USAF, hjalp hurtigt Andersen med at rekonstruere og færdiggøre de ødelagte tegninger fra Risøe.
1955 tog Andersen sin unge ven med på familiebesøg i Danmark, og Willy faldt pladask for Andersens niece Johanne, som han med sin britiske udtale altid kaldte Jonna. Fra da af blev Johannes kun kaldt 'Onkel Hans'.
Willy, Jonna og Onkel Hans rejste derefter til Australien, hvor de af de Forenede Nationer blev tildelt en forskerbase der efterhånden blev kendt som Willy-centeret, og allerede næste år kunne de fremvise det gravitomagnetiske luftfartøj, som de til ære for Seymour og Rover Sr. kaldte SM4. I 1958-59 blev SM4 bygget om. Større og med fotondrev kunne fartøjet nu flyve i det ydre rum, og Willy, Jonna og Onkel Hans foretog en flyvning til Terra Nova, Jordens søsterplanet på den anden side af solen. Med afstikkere til forskellige andre planeter varede denne rejse indtil 1968, hvor SM4 blev ødelagt under indflyvning til Jorden. Alle tre overlevede i god behold, og snart konstruerede de den endnu større og forbedrede SM5.
Dette nye rumfartøj kunne bruges til interstellare rejser med hastighed over lysets, og trekløveret udforskede i de næste år en håndfuld af de nærmeste solsystemer. 1971 vendte de tilbage til Jorden for at konstruere et endnu mere avanceret fartøj: SM6. I SM6 foretog Willy og Jonna en rejse, der gik helt ud til Plejaderne, og efter et par mindre eventyr, hvor Onkel Hans faktisk blev kidnapped i Bermuda-trekanten, landede de for sidste gang ved Willy-centeret i Australiens ørken i 1977. Johannes Andersen havde i mellemtiden være konstitueret leder og bestred herefter en stilling som seniorforsker under Willys ledelse, men omkom under et forsøg med SM7 i 1982.

Hendrik Casimir
Hendrik Brugt Gerhard Casimir was born in the Hague in the Netherlands in 1909 and received his PhD from the University of Leiden in 1931. After working with Bohr in Copenhagen and Pauli in Zurich, he joined Philips Research Laboratories in Eindhoven, where he spent the rest of his career. Casimir is best known for his prediction of the Casimir effect in 1948. He predicted that two parallel conducting plates in a vacuum would experience an attractive force due to their influence on the electromagnetic vacuum. The force was detected in experiments 10 years later. Casimir received many honours in his life including an honorary fellowship of the Institute of Physics, fellowship of the Royal Society, and the George E Pake Prize of the American Physical Society. He was also president of the European Physical Society. Died 2000


TILBAGE